Jeg brugte meget tid, når jeg kørte bil, på at kikke i Bakspejlet. Det var som om, der hele tiden kunne ske noget voldsomt, som om faren ikke var overstået. Jeg skulle hele tiden kontrollere om folk nu stoppede og det førte faktisk til mange farlige situationer.

Jeg har siden jeg har været i terapi ikke brugt at se mig mere bagud end nødvendigt.

Inden ulykken havde jeg en god stedsans, men de første par gange, efter ulykken, hvor jeg skulle ind til Jytte i Hvidovre, kørte jeg forkert. Stedsansen er også kommet tilbage igen.

Jeg har ingen mèn i dag efter ulykken.

  

Jeg blev på den første isglatte dag, påkørt af en bil bagfra. Vi holdt stille i et lyskryds og bilen kom med 80 km i timen.

...efter en uge var jeg på job igen, men jeg havde det rigtigt dårligt. Jeg gik til massage, fysioterapeut og kiropraktor for at komme så meget rundt om denne fysiske udfordring, jeg tog alt hvad jeg kunne få.

Der var bare lige den psykiske del - hvordan kommer man rundt om den?

... jeg blev slynget frem og ramte bakspejlet og derefter blev jeg kastet tilbage med så meget fart, at førersædet knækkede og jeg faldt bagover. Bagenden af min bil sad oppe under bagdækkene og bagsædet var blevet rykket frem mod Førersædet. Der ene side af bilen, passagersiden, var blevet forskuppet så sidedøren ikke kunne åbnes.

Jeg fik lagt en halskrave af ambulancefolkene og jeg lå på en rygslæde og måtte på intet tidspunkt løfte min hoved.

Jeg blev undersøgt på hospitalet og det blev konstateret, at jeg slap uden skrammer, lige nu.

 

En kollega fortalte om hvordan Jytte arbejde med hvordan kroppen oplever de traumer den bliver udsat for. Det må jeg prøve !!!

Jeg tog kontakt til Jytte og fik en introduktion den første gang, jeg var til behandling. 

For at du kan få en fornemmelse af sessionen, sad vi i et lyst og varmt rum med stearinlys. Der er en madras og en masse tæpper. Jytte havde lavet te og der var en afslappet stemning. Vi sad overfor hinanden.

 

Den første gang jeg var der, handlede så vit jeg husker om, hvordan vores hjerne arbejder, og hvordan vi på mange måder reagerer på samme måde som dyr, når vi pludselig udsættes for stor fare. På grund af den højere udviklede del af vores hjerne får vi ikke altid fuldført de samme reaktioner, som dyrene har, og derfor får vi ikke rystet chokket ud af kroppen igen, som dyrene er i stand til. Jytte fortalte om forløbet og fortalte at det ikke handlede om at retraumatisere sig igen, det vil sige at opleve det hele på samme måde igen, men at give kroppen lov til at prøve at komme sig - heles igen, ved at stoppe op undervejs i processen, og derved ændre den følelsesmæssige oplevelse.

 

En af gangene, da Jytte bad mig om at gå ind i kroppen og mærke hvad der skete, guidede hun mig rundt i kroppen, og pludselig fik jeg en susen for ørene og jeg blev meget ked af det, og jeg bukkede mig forover. Jytte guidede mig videre og spurgte mig, hvad der skete og jeg fortalte, at jeg kunne høre det kæmpe brag der kom, da den anden bil kørte ind i mig. Jytte guidede mig tilbage til lige før braget kom. Her forestillede jeg mig, at jeg steg ud af min bil og at jeg med min hånd fik stoppet den anden bil så uheldet ikke skete. Mirakuløst fik jeg den stoppet. Da jeg gjorde det, mærkede jeg et klik i nakken, som om jeg havde gået og spændt op i lang tid. Susen for mine øre holdt op og jeg følte mig meget afslappet.

 

Jeg prøvede også en gang at ligge på madrassen, efter en times arbejde i stolen, for at få fornemmelsen af at være beskyttet. Jeg blev pakket ind i tæpper og Jytte holdt en pude, som blev svøbt om mit hoved, specielt mine ører.Det var rigtigt godt for mig. Jeg måtte bagefter køre hjem og sove.

Efter en behandling var jeg træt, jeg frøs og var udmattet, dog ikke mere end at jeg kunne køre hjem.

 

Jeg tror, at det, at jeg gik til kiroprakter, fysioterapeut og massage samtidigt med at jeg fik traumeterapi, var den gode løsning for mig.